tirsdag den 10. januar 2012

Da mor var barn

Telefondamens barnebarn
Da mor var barn, var det ikke alle mennesker, der havde telefon. Så, hvis ens hus brændte og man ville ringe til brandvæsenet, skulle man først ind til en af naboerne og låne deres telefon - hvis de havde en.
I Hennedal var der mange, der ikke havde telefon. I stedet var der Telefondamen, der boede i Telefonhuset, hun havde en mønttelefon, som man kunne bruge om sommeren. Om vinteren boede Telefondamen inde i byen. Telefonhuset var Telefondamens sommerhus, og derfor var der heller ikke et rigtigt toilet i huset. Der var bare en spand med toiletbræt på. Den stod i gangen.
Telefondamen havde et barnebarn, der nogle gange var på ferie i Telefonhuset. Derfor havde Telefondamen også en sandkasse, og det helt særlige ved den sandkasse var, at der var låg på. Det var for, at kattene ikke skulle skide og pisse i sandkassen. Låget kom kun af, når barnebarnet var på ferie hos Telefondamen.
Telefondamens barnebarn var en dreng. Han var spinkel og meget hvid, havde fregner og briller. Han var sådan lidt sart i det.
Engang cyklede mor, mors storebror og Telefondamens barnebarn ud bagved. Bagved var alt det, der lå ude bag ved Hennedal. Selve Hennedal lå som én lang grusvej med have og huse på begge sider, omgivet af marker. En af markerne var bondemanden Hilmars. Hvis mor og de andre børn lavede huler og stier i kornmarken, truede han med at skyde dem med sit haglgevær og ringe efter politiet. Det var altid i Hilmars mark, børnene fra Hennedal legede. Ude bagved var der også gamle betonveje, som tyskerne lavede under krigen, og der var marker med køer, vandhuller og gylle-åer. Hvis man gik langt nok ud bag ved, kom man ud til fjorden.
Mor, mors storebror og Telefondamens barnebarn cyklede ud til en gylle-å. De lagde cyklerne i græsset og kiggede på den bro (et bræt lagt tværs over gylle-åen), som mors storebror og nogle andre drenge havde lavet. Mors storebror turde godt gå over broen, og balancerede hurtigt hen over den. De kiggede på Telefondamens barnebarn. Han ville ikke. Mor skulle i hvert fald heller ikke nyde noget af at prøve.
Så ville Telefondamens barnebarn alligevel godt prøve.
Han nåede næsten halvvejs over, inden han mistede balancen og faldt i gylle-åen. Han forsvandt ned under alt det brune ko-lort og ko-pis, og da han dukkede op igen, var han dækket af gylle. Selv brillerne.
På en eller anden måde lykkedes det ham at kravle op af åen og i sikkerhed på bredden.
Han græd og snøftede, tog brillerne af, og stak dem i lommen. Så løb han hen til sin cykel, satte sig op og begyndte i rasende fart at cykle mod Hennedal. Mor og mors storebror cyklede efter ham. Ingen sagde et ord. Da de nåede Hennedal, og cyklede ned gennem haveforeningen, havde mor helt ondt i maven af skræk for, hvad der ville ske.
Men, der skete ikke noget. Da de nåede til nummer 33, hvor mor og mors storebror boede, drejede de to ind af havegangen, smed cyklerne på fliserne, og gik ind i huset for at få en mellemmad. Telefondamens barnebarn fortsatte med kurs mod Telefonhuset.  
Mor og mors storebror fortalte ikke nogen, hvad der var sket. De talte heller ikke sammen om, hvad der var sket. 
Så vidt mor husker, legede de aldrig med Telefondamens barnebarn igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar