torsdag den 19. januar 2012

Da mor var barn

Helene
I nummer 17 boede Helene. Hun var gammel, havde tyndt, hvidt hår, og lugtede nogle gange lidt af tis.
Børnene i Hennedal kunne godt lide Helene. Hvis man var slik-sulten, så kunne man banke på hos Helene.
Så stod man der foran døren og ventede. Det kunne nemlig tage lang tid for Helene at få sig rejst fra lænestolen i stuen og tøffet ud til døren.
 Kodeordet var benzin.
”Vi mangler benzin”, sagde børnene, og så tøffede Helene ind efter et glas med bolsjer i. Børnene måtte vælge et. Mor holdt mest af de sorte bolsjer, men var der ikke flere af dem, kunne hun godt nøjes med et Kongen af Danmark. Når børnene havde fået et bolsje, sagde de tak, og gik igen.
Nogle gange besøgte mor også Helene uden at sige benzin. Så fik hun lov at komme ind i stuen og sidde ved et bord og tegne. I stuen lugtede der af pelargonier, Kongen af Danmark og gamle dyner. Imens mor tegnede, fortalte Helene om, da hun var barn, og boede på en gård.
Engang havde Helene stået sammen med sin far og kigget på nattehimlens stjerner. Hun var lille, så hun forstod ikke, at stjernerne var langt væk. Derfor spurgte hun sin far, om han ikke ville plukke en stjerne ned til hende. En anden gang var der blevet født en lillebitte gris, som hendes far tog med ind i huset for at vise Helene. Grisen var så lille, at den kunne ligge i farens hånd.

Helenes datter, Ina, boede i nummer 19. Ina havde en stor schæferhund, og nogle gange, stod den og kiggede ud af et hul i hækken. Så turde mor ikke at gå forbi. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar