tirsdag den 6. marts 2012

Da mor var barn

Der hvor hunden lå begravet
Mor kan ikke have været ret gammel, da børnene i Hennedal fandt ud af, hvor hunden lå begravet. Det var nogle af de store drenge, der havde set, at der var gravet noget ned på marken bag ved Børge-Bullers hus. Det skulle selvfølgelig graves op.
Mor og de andre rollinger stod og så på, da en af de store drenge med begge hænder tog fat om en tyk, lang kæp og stillede sig med skrævende ben over det hul, der var gravet. Han hævede armene over hovedet, svajede lidt tilbage og stødte så kæppen ned i det, der lå nede i jorden.
En stor, tyk blodstråle stod flere meter op i luften.
Som mor husker det.
Men mor må have været lille, for hun troede, at det var børn, der lå begravet i jorden. Hun var i den alder, hvor man endnu ikke ved, hvad der er sandsynligt.
Ligesom dengang Svend Hermansen fra nummer 62 blev kørt over og dræbt. Mors mor sagde, at hun kun havde set mors far græde to gange. Dengang fars bror, Kurt, døde og dengang Svend Hermansen døde.
Svend Hermansen var kommet sent hjem med rutebilen og da han skulle krydse Rørdalsvej, blev han påkørt. Da børnene næste morgen ventede på skolebussen, kunne de se de kridt-aftegninger, politiet havde lavet på asfalten. Aftegninger af kropsdele og ejendele. Mor husker, at hun stod længe og kiggede på en kridt-tegning af et ur.
Måneder senere skulle mor og nogle andre børn klippes af Svend Hermansens datter nede i nr. 62. Der blev de altid klippet, undtagen engang hvor mors hår var så filtret, at hun kom til en rigtig frisør.
Imens mors lillesøster blev klippet inde i stuen legede mor og nogle af de andre børn i køkkenet. På køkkenbordet stod der et glas med noget slimet lyserødt i. Et af de andre børn sagde, at det var Svend Hermansens hjerte.
Ligesom mor først mange år senere forstod, at det var en hund og ikke børn, der lå begravet i marken, var det også først senere, at hun forstod, at det var hårgele, der var i glasset.

2 kommentarer:

  1. Fru Fausing forstår heller ikke alting, men hun synes at verden er dejlig og dufter af skumfiduser, når hun kommer hjem fra skitur, træt i hovedet og benene, og finder en dejlig pakke med en ekstra overraskelse oveni. Tusind tak, Isabel:)

    SvarSlet
  2. Det var så lidt, jeg synes også, det var skønt at modtage pakken fra dig :-)

    SvarSlet