Da mor var barn

Hennedal
Da mor var barn boede hun i en kolonihaveforening. Den lå ude bag cementfabrikken, og indtil fabrikken fik et filter på skorstenen, var området dækket af et fint lag cementstøv.   
Det havde ikke altid været en kolonihaveforening, kun siden 1978. Dem der var flyttet ind før 1978 måtte bo der hele året. De fleste af dem, der var flyttet ind efter 1978, boede der også hele året.
Mor tænkte ikke, at der var noget specielt ved at bo i en kolonihaveforening. Der var jo huse, ligesom andre steder, voksne ligesom andre steder. De voksne havde navne som: Sæbegrossisten, Bette-Lise, Bess-Ovnen, Mel-Hans, Telefon-damen, Rødstrømpen (mors egen mor), Børge-Buller, Onkel Brian (havde pornoblade og lavede gerne pandekager til børnene) og Formanden. Der var også børn ligesom andre steder. Et af børnene gik mor i klasse med. Hun hed Anja. Mor og Anja legede meget sammen, de var født med tre måneders mellemrum.  Anja var ældst, hvilket mor synes, at hun nævnte lige ofte nok. Når de gik til købmanden, der lå et par kilometer borte, skulle Anja for eksempel gå yderst. Hun sagde, at det var fordi hun ansvaret, når hun var ældst. Mor var egentlig glad for at gå inderst, for hendes mor havde sagt, at man kunne blive suget ind under en cementbil, hvis man kom for tæt på. Der kørte mange cementbiler forbi, når man gik til købmanden. Anja og mor var også meget bange for børnelokkere, og talte ofte om det, når de gik til købmanden. De så også engang en bil, der holdt stille. Bagi bilen var der nogle sorte sække, der helt sikkert var fyldt med børnelig. Men ellers gik det mest ud på at kigge efter flasker, når de gik til købmanden. For de havde som oftest ikke penge med hjemmefra, så, skulle de have slik ved købmanden, skulle der altså først findes nogle flasker. Nogle gange fandt de ingen flasker, men så kunne de være heldige, at få et par kroner af de fulderikker, der sad ude foran købmanden.

Kolonihavehus / parcelhus
En dag, da mor var barn, havde mor og Anja lus. De legede sammen om formiddagen, og blev enige om, at det var sejt at have lus. Om eftermiddagen mødte mor igen Anja, der nu legede med nogle andre børn. Mor sagde: ”Ha, ha, vi har bare lus”. Men Anja stod tæt sammen med de andre børn, og sagde: ”Jeg har ikke lus mere, du er ulækker og vi gider ikke lege med dig”.
Et stykke tid efter var der nogle af mors klassekammerater, der spurgte mor, om det virkelig var rigtigt, at Anja bare boede i et kolonihavehus. Mor nikkede: ”Det er rigtigt nok”, sagde hun. ”De bor i et kolonihavehus. Vi bor også derude, men vores er et parcelhus”.
Det var på en måde rigtigt nok.
Da mors forældre, købte huset i Hennedal, så det sådan ud:




Mors moster og onkel havde købt hus i Gistrup. Det var et parcelhus og så sådan ud:

Men så gik mors far i gang med at gøre huset i Hennedal til et parcelhus. Først satte han grønne plader på den øverste halvdel af muren, og så gik han i gang med at sætte skaller på, der så ud som mursten. Mor husker det, som om han i mange år sad på en skammel, med en lille murerske i hånden og en spand cement ved siden af, og satte murstensskallerne på huset. Men resultatet blev også rigtigt fint, og så boede de også i et parcelhus.



Mad
Da mor var barn, spiste hun meget fars. Fars i form af frikadeller, karbonader, hakkebøffer, forloren hare, boller i karry og millionbøf (væltet lokum). Når mors familie fik fars, var der for det meste kartofler og smørsovs til. Eller nærmere fedtsovs. Det var nemlig det fedt (stegemargarine) som mors mor havde stegt farsen i, der var sovsen. Kartoflerne var kogte, men nogle gange var de ikke blevet kogt så længe og var stadig hårde. Det kunne mor ikke lide. Nogle gange var der brunt sovs til. Det kunne mor heller ikke lide. Engang i mellem var der også grøntsager til; ærter, majs og gulerødder fra frost.
Når de ikke fik fars fik de for eksempel stuvet hvidkål, brunkål, grisehaler, lever og forloren skildpadde. Retter som mor ikke kunne lide. Mor kunne godt lide Italiensk Biksemad. Når mors mor lavede det, startede hun med at smelte noget margarine i gryden, så puttede hun karry i og herefter pølser, der var skåret i små stykker. Når pølserne var brunede kom der ketchup og mælk i. Til sidst blev der blandet kogt makaroni i og ærter og karotter fra et glas.
Mors livretter var stegt flæsk med kartofler og smørsovs til og klar suppe med kød- og melboller i – og selvfølgelig kylling. Hver lørdag fik de kylling, eller poulard, som mors mor kaldte den. Det var faktisk to kyllinger. To hele kyllinger, der blev stegt i ovnen hele lørdag eftermiddag. Så fik mors mor, mors far og mors storebror en halv kylling hver og mor og mors lillesøster fik en kvart. Til kyllingen fik de flutes fra Hatting, franske kartofler og nogle gange grøntsager fra frost.
Det var altid mors mor, der lavede maden. Undtaget var risengrøden lillejuleaften og de brunede kartofler juleaften. Dem lavede mors far. Da mors mor første gang kom på sygehuset, var det pludselig mors far der skulle lave maden. Den første aften lavede han hakkebøffer. De var helt rå indeni. Så fik de røde pølser hver aften, indtil mors mor kom hjem igen.
Der var en ret mors forældre lavede sammen. Pizza. Det var noget helt nyt den gang i startfirserne. Hjemme hos mor blev pizzaen lavet således: På en bradepande, var der en bund, der mindede om tærtedej, men som var bagt så længe, at den var helt sprød, og ret brun i det. Rundt omkring på bunden lå fyldet. Et sted lå der et stykke Jaka-bov, et andet sted lå der en flået tomat, et tredje sted lå der et stykke ost, på størrelse med en ostehaps. Osten havde ikke fået så lang tid i ovnen, at det var nået at smelte. Indtil mor blev femten år, og fik et stykke pizza inde i byen, troede hun egentlig ikke, at hun kunne lide pizza. 

Snebær
Da mor var barn, vidste hun noget om snebær. Snebær er hvide, snebær siger pop, når man træder på dem og snebær er giftige og man dør, hvis man spiser et.
En dag, hvor mor og Anja stod ved en busk med snebær, plukkede mor et bær, og rakte det frem mod Anja. ”Prøv at smage”, sagde mor, ”det smager ligesom slik”.
Anja kiggede surt på mor: ”Jeg ved godt, at man dør af det”, sagde hun.
Mor og Anja legede ikke mere sammen den dag. 


Telefondamens barnebarn
Da mor var barn, var det ikke alle mennesker, der havde telefon. Så, hvis ens hus brændte og man ville ringe til brandvæsenet, skulle man først ind til en af naboerne og låne deres telefon - hvis de havde en.
I Hennedal var der mange, der ikke havde telefon. I stedet var der Telefondamen, der boede i Telefonhuset, hun havde en mønttelefon, som man kunne bruge om sommeren. Om vinteren boede Telefondamen inde i byen. Telefonhuset var Telefondamens sommerhus, og derfor var der heller ikke et rigtigt toilet i huset. Der var bare en spand med toiletbræt på. Den stod i gangen.
Telefondamen havde et barnebarn, der nogle gange var på ferie i Telefonhuset. Derfor havde Telefondamen også en sandkasse, og det helt særlige ved den sandkasse var, at der var låg på. Det var for, at kattene ikke skulle skide og pisse i sandkassen. Låget kom kun af, når barnebarnet var på ferie hos Telefondamen.
Telefondamens barnebarn var en dreng. Han var spinkel og meget hvid, havde fregner og briller. Han var sådan lidt sart i det.
Engang cyklede mor, mors storebror og Telefondamens barnebarn ud bagved. Bagved var alt det, der lå ude bag ved Hennedal. Selve Hennedal lå som én lang grusvej med have og huse på begge sider, omgivet af marker. En af markerne var bondemanden Hilmars. Hvis mor og de andre børn lavede huler og stier i kornmarken, truede han med at skyde dem med sit haglgevær og ringe efter politiet. Det var altid i Hilmars mark, børnene fra Hennedal legede. Ude bagved var der også gamle betonveje, som tyskerne lavede under krigen, og der var marker med køer, vandhuller og gylle-åer. Hvis man gik langt nok ud bag ved, kom man ud til fjorden.
Mor, mors storebror og Telefondamens barnebarn cyklede ud til en gylle-å. De lagde cyklerne i græsset og kiggede på den bro (et bræt lagt tværs over gylle-åen), som mors storebror og nogle andre drenge havde lavet. Mors storebror turde godt gå over broen, og balancerede hurtigt hen over den. De kiggede på Telefondamens barnebarn. Han ville ikke. Mor skulle i hvert fald heller ikke nyde noget af at prøve.
Så ville Telefondamens barnebarn alligevel godt prøve.
Han nåede næsten halvvejs over, inden han mistede balancen og faldt i gylle-åen. Han forsvandt ned under alt det brune ko-lort og ko-pis, og da han dukkede op igen, var han dækket af gylle. Selv brillerne.
På en eller anden måde lykkedes det ham at kravle op af åen og i sikkerhed på bredden.
Han græd og snøftede, tog brillerne af, og stak dem i lommen. Så løb han hen til sin cykel, satte sig op og begyndte i rasende fart at cykle mod Hennedal. Mor og mors storebror cyklede efter ham. Ingen sagde et ord. Da de nåede Hennedal, og cyklede ned gennem haveforeningen, havde mor helt ondt i maven af skræk for, hvad der ville ske.
Men, der skete ikke noget. Da de nåede til nummer 33, hvor mor og mors storebror boede, drejede de to ind af havegangen, smed cyklerne på fliserne, og gik ind i huset for at få en mellemmad. Telefondamens barnebarn fortsatte med kurs mod Telefonhuset.  
Mor og mors storebror fortalte ikke nogen, hvad der var sket. De talte heller ikke sammen om, hvad der var sket. 
Så vidt mor husker, legede de aldrig med Telefondamens barnebarn igen.



Helene

I nummer 17 boede Helene. Hun var gammel, havde tyndt, hvidt hår, og lugtede nogle gange lidt af tis.
Børnene i Hennedal kunne godt lide Helene. Hvis man var slik-sulten, så kunne man banke på hos Helene.
Så stod man der foran døren og ventede. Det kunne nemlig tage lang tid for Helene at få sig rejst fra lænestolen i stuen og tøffet ud til døren.
 Kodeordet var benzin.
”Vi mangler benzin”, sagde børnene, og så tøffede Helene ind efter et glas med bolsjer i. Børnene måtte vælge et. Mor holdt mest af de sorte bolsjer, men var der ikke flere af dem, kunne hun godt nøjes med et Kongen af Danmark. Når børnene havde fået et bolsje, sagde de tak, og gik igen.
Nogle gange besøgte mor også Helene uden at sige benzin. Så fik hun lov at komme ind i stuen og sidde ved et bord og tegne. I stuen lugtede der af pelargonier, Kongen af Danmark og gamle dyner. Imens mor tegnede, fortalte Helene om, da hun var barn, og boede på en gård.
Engang havde Helene stået sammen med sin far og kigget på nattehimlens stjerner. Hun var lille, så hun forstod ikke, at stjernerne var langt væk. Derfor spurgte hun sin far, om han ikke ville plukke en stjerne ned til hende. En anden gang var der blevet født en lillebitte gris, som hendes far tog med ind i huset for at vise Helene. Grisen var så lille, at den kunne ligge i farens hånd.

Helenes datter, Ina, boede i nummer 19. Ina havde en stor schæferhund, og nogle gange, stod den og kiggede ud af et hul i hækken. Så turde mor ikke at gå forbi. 

Mormors fugle
Da mor var barn, havde hendes mormor i en periode fugle. Det var nogle klamme fugle. De stod i et stort bur på en reol, og der var mange af dem. 


Det var sådan nogle som på billedet. Zebrafinker. Men de fugle, mors mormor havde, så ikke helt sådan ud. De hakkede nemlig på hinanden, så de ingen fjer havde rundt om halsen. Istedet kunne man så se deres tynde halse. De manglede også tit fjer andre steder, og nogle gang blødte de  lidt. Som om, det ikke var nok, larmede de også, de skræppede. Og de lugtede. Mor forstod ikke, at hendes mormor gad at have dem, og det var da heller ikke sådan, at mormoren brugte en masse tid på fuglene. De stod der bare. Stod der og var klamme. 

Hos Bette-Lise
Da mor var barn gik hun ikke i børnehave. Mor og hendes søskende blev passet hos Bette-Lise. Mors fætre i Gistrup, dem der boede i parcelhus, gik i børnehave, og når mor og hendes familie besøgte dem  rendte børnene ofte ned og legede på børnehavens legeplads. Det var en kæmpestor legeplads, mor synes, den var næsten ligeså stor som den i Fårup Sommerland. Når de legede der, gik mor altid hen og kiggede ind af børnehavens ruder. Hun syntes det var fantastisk. Der var dukkekroge og puderum, bongotrommer og fingermaling.
Hos Bette-Lise var der ikke så meget. I hvert fald ikke ting, der var til børn. Mor kan faktisk ikke huske, at der var noget legetøj overhovedet. Men hun husker, at hun sad og kiggede på Bette-Lises væg-ur. Tik-tak, tik-tak.
Mors mor sagde, at det kostede mange penge at gå i børnehave. Det havde de ikke. Bette-Lise skulle ikke have penge for at passe børnene. Hun fik bare en Pine en gang i mellem. En Pine var en figur af kongeligt porcelæn, og man kunne få dem med alle mulige slags pine: hovedpine, mavepine, ørepine. 



Mor husker at blive hevet ud af sin varme seng, imens det nærmest stadig var nat. Så gik de alle fem ned til Bette-Lise. Mors far bar mors lillesøster, der stadig var en baby. Mor husker, hvordan hun langsomt vågnede, imens de gik ad Hennedals grusvej.  Hun husker, at hun kiggede op og så en masse stjerner på himlen en frostklar morgen.
Når de kom ned til Bette-Lise skulle de sove videre, for klokken var kun fem. Mors mor og far skulle ud at gå med post. Mors lillesøster kom med ind i Bette-Lises seng, hvor Hans, den mand Bette-Lise boede sammen med, også sov. Bette-Lise var ikke gift med Hans, men hun havde vist været gift med hans bror, Ernst.
Mor og hendes storebror skulle sove videre i en alkove i gangen.  De sov næsten aldrig. Nu var de jo vågne. Mors storebror gik i skole, og læreren læste Brødrene Løvehjerte for ham og hans klasse. Mors storebror genfortalte historien til mor, når de lå der i alkoven. Hvis Lise og Hans hørte dem, kom Hans ud i gangen med en lygte i hånden og sagde de skulle sove. De svarede ham aldrig, lod bare som om de sov. 


Dukkevogne
Da mor var barn, havde hun først en dukkevogn med mørkeblåt fløjl og en lille blondekant i kalechens kant. På billedet er det Dukke Mette, der sidder i barnevognen. Dukke Mette var gammel, for hun havde været mors egen mors dukke. Dukke Mette havde også tøj, der var gammelt. Det var tøj, som mors mormor havde syet til Dukke Mette, dengang hun var ny. På billedet har Dukke Mette en fin jakke i noget pels-agtigt stof på og en matchende hat. Mor forstod, at tøjet var gammelt, fordi det slet ikke lignede det tøj, mor selv havde på. 


Tiden gik og mor blev faktisk for stor til at gå rundt med den blå barnevogn. Hun måtte bøje sig lidt ned, når hun skulle skubbe den, så hun legede ikke så meget med den. 
Til jul havde mor ønsket sig en ny dukkevogn, men da hun kiggede på gaverne under træet, kunne hun godt se, at der ikke var en, der var stor nok til at være en dukkevogn. 
Midt under gave-udpakningen, sagde mors mor pludselig strengt til mor: "Isabel, nu har du igen ladet dine støvler ligge og flyde i gangen, kan du så komme ud og sætte dem på plads". Mor blev sur, for tilfældigvis vidste hun, at hun for en gang skyld, havde sat sine støvler på plads. "Det er ikke mine", sagde hun. Men mors mor blev ved med at sige, at mor skulle gå ud i gangen og til sidst måtte mor gå ud i gangen, selvom hun ikke ville og selvom hun syntes det var død-uretfærdigt.
Ude i gangen stod der en ny dukkevogn. Den var rød og Dukke Mette lå i den. 




Fastelavn

Da mor var barn, var der også Fastelavn.  Det gik ud på, at få nogle penge i bøssen! I Hennedal gik børnene fra hus til hus i en stor gruppe. De større børn lærte de mindre at synge fastelavns-sangen.  I Hennedal sang børnene ikke ”Boller op og boller ned, boller i min mave, hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade..” Nej, som de grådige unger, de var, sang de: ”Penge op og penge ned, penge vil jeg have, hvis jeg ingen penge får, så laver jeg ballade.” 



Billederne er fra en fastelavns-fest, der blev holdt i Hennedal nede ved nummer 22. Mor var klædt ud som fin dame.



Da mor var barn

Luder og dranker
Da mor var barn, var der også fastelavns-fest på skolen. Mor husker, at man fik en fastelavnsbolle og en lille kakao med sugerør, og at der var kåring af bedste udklædning. Mor blev ikke kåret til noget som helst det år, hvor hun var klædt ud som luder og hendes lillesøster var klædt ud som dranker.


Dukkerne i vognen er de børn, luderen har fået med sine kunder. Drankeren har en flaske vin i skjortelommen.

Kedsomhed og parkacoat
En dag, da mor og hendes lillesøster blev passet hos Bette-Lise, kedede mor sig. Hendes storebror var i skole, og hendes lillesøster var så lille, at mor ikke gad lege med hende.
Imens, Bette-Lise snakkede i telefon, tog mor sin jakke og brune termostøvler på og gik ud. Hun gik ned ad grusvejen, hoppede i vandpytter undervejs, og tænkte på, hvor hun kunne finde nogen at lege med.  
Mor gik ned til nummer 38, hvor Anne Marie boede. Hende ville mor lege med.  Anne Marie boede i nr. 38 sammen med sin mor og far, der hed Alice og Frode. Alice var stor og tyk, Frode var lille og tynd. Frode havde en haglbøsse, så mor og de andre børn var bange for ham. Anne Marie havde også en lillesøster, der var endnu mindre end mors lillesøster.
I nummer 38 bankede mor på køkkenruden, og Alice åbnede den på klem.
  ”Kan Anne Marie lege?”, spurgte mor.
Men Alice sagde, at Anne Marie var i skole. Mor spurgte om lillesøsteren kunne lege. Alice sagde, at mor skulle gå ned til Bette-Lise igen. Det gad mor ikke og pludselig kom hun til at sige,  at Bette-Lise var taget til Sverige.
Mor vidste, at Bette-Lise nogle gange var i Sverige, fordi hun havde familie der.
”Hvor er din lillesøster så?”, spurgte Alice.
Mor sagde, at Bette-Lise havde taget mors lillesøster med, men at hun ikke ville have mor med. Mor var derfor helt alene hjemme.
Mor fik lov til at komme ind.
Først sad mor i stuen med Alice og Anne Maries lillesøster. Lillesøsteren havde slet ikke noget legetøj, og Alice sagde, at det var fordi, hun var for lille.
Senere sad mor i køkkenet og spiste  rugbrødsmadder med dåseleverpostej, for, som hun sagde til Alice, havde hun slet ikke fået mad hele dagen. Alice samlede på Madam-Blå-ting og de var hængt op på væggen i køkkenet. Man kunne næsten ikke se væggen, fordi der var så mange blå ting. 
Senere kom Anne Marie hjem fra skole og mor legede med hende. Faren kom også hjem. Han spurgte om det også var at bande, hvis man sagde sgu i sætningen: ”Jeg sku´ skide”. Det vidste mor ikke.
Da det blev mørkt udenfor, ringede Alice til mors forældre. Hun blev meget vred, imens hun snakkede i telefonen.
Lidt efter bankede det på køkkenrudent. Det var mors storebror, der kom for at hente mor. Alice skældte ham ud, men han havde sin parkacoat på, den med ståltråd i huens kanter, så han kunne bare presse den sammen, og så kunne man slet ikke se ham.
Mor og hendes storebror gik hjem i mørket. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar